Hovedkontoret i Hørsholm

Rosendahl Design Groups hovedkontor er designet af arkitekten Kim Utzon og den indvendige udsmykning er lavet af kunsthåndværkeren Lin Utzon samt hendes datter Naja Utzon.

VISIONEN BAG OPFØRELSEN AF DOMICILET I HØRSHOLM

I en tid med stærk udvikling var det i 2001 naturligt for Rosendahl Design Group at tage skridtet og bygge et nyt og større domicil.

Det var en beslutning helt i tråd med virksomhedens værdigrundlag og strategiske målsætninger - der ekspanderes kraftigt i disse år, og Rosendahl Design Group har derfor et ønske om at opnå en stadigt stærkere identitet og profil herhjemme som internationalt.

På samme tid er det dog afgørende for Rosendahl Design Group, at virksomheden fortsat styres som et lille, innovativt firma, hvor ydmygheden og entreprenørånden er intakt.

Rosendahl Design Groups ønske var derfor ikke at opføre et nyt, stort bygningsanlæg for at manifestere en ambition om storhed, men snarere at skabe balance og harmoni i virksomheden internt som eksternt.

Arkitektur der skaber trivsel og harmoni

Arbejdspladsen skal være et dynamisk, inspirerende og spændende sted at være for de ansatte, og rammerne skal være med til at udbygge hver enkelt medarbejders kollektive bevidsthed om firmaets eksistensgrundlag.

Arkitekturens grundtanke bygger netop på dette - at skabe trivsel og harmoni for dem, der færdes i huset. Bygningen fremstår asymmetrisk og varieret – med ni selvstændige ’huse’, placeret omkring en gennemgående ’gade’.

Dette imponerende, centrale rum, der på én gang samler og forskyder, og hvor lys og luft dominerer, fremstår som det naturlige samlingspunkt i et hus, der virker levende og dynamisk.

Samtidig er bygningen præget af, at hvert element har den form, der er mest funktionel - lige fra valg af stole over bærbare computere til indbygget intelligens, der gør det nemt at regulere lys- og klimaforhold.

Stilmæssigt har ønsket været at skabe et udtryk, der kombinerer de klassiske og moderne elementer - ligesom Rosendahl Design Group netop selv gør det i sit design. Stilen er rodfæstet i det klassiske, men der bruges moderne virkemidler til at skabe det organiske udtryk i bygningen. Byggeelementerne er store og er med til at skabe et indtryk af, at hele bygningen er som ét hele - her hører alle elementer sammen og indgår i naturligt forbund med hinanden.

Synergien mellem virksomheden
og arkitekten Utzon

Rosendahl Design Group valgte Kim Utzon som arkitekt på huset, fordi hans profil passer perfekt til virksomhedens grundlag. Rosendahl Design Groups nøglebegreber design, funktion og kvalitet er netop gennemgående træk i Utzons arbejde. Hans virke som arkitekt er båret af et ekstremt højt kvalitetsniveau; det ses både på det funktionelle plan – ved den ærlige brug af materialer, hvor funktionelle elementer udnyttes optimalt og samtidig indgår som arkitektoniske statements, og på det æstetiske plan – ved den bevidste anvendelse af lysets vandring dagen igennem til at fremhæve forskellige detaljer.

Kim Utzon har en særlig indlevelsesevne og forståelse for sine omgivelser, som Rosendahl Design Group selv vægter meget højt i forhold til driften af virksomheden.

Lin Utzon sikrede det kunstneriske

Som kunstnerisk rådgiver på domicilet sikrede Rosendahl Design Group sig sin faste samarbejdspartner, kunsthåndværker og tekstildesigner Lin Utzon.

Hendes arbejder strækker sig fra serier i glas og porcelæn over scenografi og kostumer for Den kgl. Ballet til arkitektoniske udsmykninger af bl.a. Jørn Utzons kirke i Bagsværd, hovedsæder for Volvo i Göteborg og IBM i Dallas samt San José Convention Center. Hendes evne til at lade sine ideer og løsninger underbygge arkitekturen i stedet for at overskygge den, matcher perfekt Rosendahls æstetiske minimalisme og enkelthed.

Det er Rosendahl Design Groups vision, at domicilet i Hørsholm kan være en ramme som på afgørende vis bidrager til, at virksomhedens ambitionsniveau på både det overordnede strategiske, som på det menneskelige og værdimæssige niveau kan opretholdes og udvikles i de kommende år.

Vi bruger cookies X